Vi har modtaget følgende information fra vores administrator:
Vi vil snarest tilpasse siden Udlejning/fremleje i overenstemmelse med de ændrede bestemmelser
Dette skal du vide om lejekontrakter
Hvis du skal udleje din bolig er det vigtigt, at være opmærksom på, at der pr. 1. juli 2015 kommer en ny standard lejekontrakt. Det er version A9 du skal bruge. Den tidligere kontrakt (A8) vil være ugyldig, hvis der indgås aftaler på denne formular efter 1. juli 2015.
Især vigtigt ved tidsbegrænset udlejning af ejer- og andelsboliger:
I kontraktens § 11 “særlige vilkår” skal angives:
- At der er tale om en tidsbegrænset udlejning med angivelse af tidsperioden
- At der er tale om udlejning af ejer- eller andelsbolig
- Årsagen til udlejning
Disse punkter er vigtige, da de giver en større sikkerhed for, at lejeren kan opsiges igen (læs mere om opsigelse af lejere her).
Det tidspunkt, hvor lejeaftalen indgås, er som hovedregel det tidspunkt, hvor lejer skriver kontrakten under. Det vil sige, skriver lejer under den 30. juni 2015 eller før, så er det de eksisterende regler, der gælder. Skriver lejer under den 1. juli 2015 eller derefter, er det de nye regler, der gælder.
Hvis du allerede har udlejet din bolig inden den 30. juni 2015 skal den eksisterende lejekontrakt ikke laves om.
Du kan downloade standardkontrakten gratis på Boligministeriets hjemmeside her på Borger.dk
Særligt i forhold til forbrugsregnskaber ved udlejning af din bolig:
Det forholder sig sådan, at hvis vand- og varmeregnskab bliver udsendt for sent i forhold til de fastsatte tidsfrister der er i loven, kan man som lejer nægte at betale en efterregning. Dette skal man være opmærksom på som udlejer, da man i værste tilfælde kan komme til at hænge på regningen selv.